Vi mindes holocaust: Det skylder vi ofrene og os selv

27. januar 2023

Af Christine Lagarde, formand for ECB

ECB's hovedbygning i Frankfurt ligger på et sted af stor historisk betydning. Det er et af de mange tusinde steder i Tyskland og resten af Europa, hvor det tyske nazistyre iværksatte mordet på mange millioner medlemmer af det jødiske samfund og andre mindretal. Vi mindes deportationerne og de efterfølgende drab med et mindesmærke, der er opstillet i samarbejde med bystyret i Frankfurt og det jødiske museum. I dag, den 27. januar 2023, som er 78-året for befrielsen af koncentrations- og udryddelseslejren i Auschwitz, afslører vi nu også en mindeplade ved indgangen til ECB's hovedbygning.

Under 2. verdenskrig havde man i alle større byer i Tyskland samlingssteder, hvor de jødiske borgere blev samlet og senere deporteret fra. I Frankfurt var dette "Grossmarkthalle", byens engrosmarked, som i dag er en del af ECB's hovedsæde. I Grossmarkthalles kældre ydmygede og berøvede nazisterne mere end 10.000 jødiske kvinder, mænd og børn, og de blev tvunget om bord på tog, der førte dem til ghettoer, koncentrationslejre og udryddelseslejre, hvor de blev myrdet. Kun få overlevede.

Grossmarkthalle, der blev tegnet af arkitekten Martin Elsaesser og stod færdig i 1928, var en moderne bygning, som på mange måder var forud for sin tid. I Grossmarkthalle – eller "Gemieskirch" (grøntsagskirken), som den populært blev kaldt i byen – kunne frugt- og grønthandlere købe friske varer. Med sin beliggenhed midt i Frankfurts Ostend-område har Grossmarkthalle gode transportforbindelser. Det understreger jeg, fordi denne bygning blev udvalgt med omhu. Jernbanesporene til Theresienstadt, Łódź, Minsk, Kaunas, Izbica, Raasiku, Majdanek og Sobibór startede her. I alt ti store transporter til koncentrations- og udryddelseslejre forlod Frankfurt mellem oktober 1941 og september 1942. Indtil den 15. marts 1945 blev der også foretaget en række mindre deportationer til Auschwitz, Buchenwald og Theresienstadt. De fleste af disse mindre transporter startede fra Frankfurts hovedbanegård eller fra Frankfurt Ost, som ligger tæt på Grossmarkthalle.

Til dette formål lejede Gestapo Grossmarkthalles kælder i de dage, det tog at gennemføre en deportation, mens salget af frugt og grøntsager fortsatte lige ovenover. Grossmarkthalle var faktisk et meget offentligt sted. Deportationen af jøder skete – ligesom fratagelsen af deres valgret og deres undertrykkelse i årene forinden – ikke i det skjulte. Ofrene blev ofte hånet af forbipasserende, når de blev ført ud af byen. I Grossmarkthalles kælder blev de derefter tvunget til at aflevere deres værdigenstande og husnøgler som endnu et nedværdigende trin i denne ydmygende proces. Endnu mere grotesk var det, at de selv skulle betale togbilletten for deres rejse til ghettoerne, koncentrationslejrene og udryddelseslejrene. De blev derefter gennet direkte om bord på toget eller måtte tilbringe natten i kælderen under forfærdelige forhold. Mindesmærket på og omkring ECB's hovedsæde bærer vidnesbyrd om disse frygtelige lidelser.

I dag, hvor vi afslører en yderligere mindeplade, havde jeg det privilegium at møde Edith Erbrich. Da Edith var syv år gammel, blev hun sammen med sin far og søster deporteret af nazisterne. Det skete den 14. februar 1945, mindre end tre måneder før krigens afslutning, hvilket er dét, der reddede hendes liv. Hendes mor, som ikke var jødisk, fik ikke lov til at følge familien. Edith mistede sin bedstefar i lejren, men hun vendte tilbage til sin mor sammen med sin far og søster. De var undtagelsen: Ud af mere end 10.000 deporterede overlevede kun få. Og selv om denne del af Ediths livshistorie er så frygtelig trist, er det opmuntrende at vide, hvordan hendes liv gik videre. Edith blev boende i Frankfurt sammen med sin familie – hun arbejdede der, blev gift og levede et fuldt liv. For få år siden begyndte hun at fortælle sin historie på skoler og ved offentlige arrangementer. Det har hun også gjort mange gange for os, og jeg er stolt og taknemmelig over, at jeg i dag kan sige, at Edith Erbrich er blevet en ven af ECB.

Hvorfor er det så vigtigt, at vi mindes? Det skylder vi ofrene, men også os selv. Tyranni og uretfærdighed fra staters side må aldrig vinde frem. Og alligvel sker det stadig. Selv i dag forsøger nogle regeringer at gennemtvinge deres vilje med magt, og de skyr end ikke massemord og folkedrab.

Den omstændighed, at ECB's hovedbygning ligger på et sted, der var vidne til så store lidelser og grusomheder, gør kun ECB's opgave mere begribelig og relevant. Den Europæiske Union blev grundlagt netop som reaktion på 2. verdenskrig og holocaust. EU er grundlæggende et fredsprojekt, der har til formål at sikre, at vi aldrig påfører hinanden sådanne rædsler igen. Denne forpligtelse kommer konkret til udtryk i vores bestræbelser på at opbygge en stadig tættere union i Europa, der garanterer vores politiske og økonomiske stabilitet. ECB's opgave med at forvalte vores fælles valuta – euroen – er en vigtig del heraf.

Den Europæiske Union er et fredeligt fællesskab baseret på fælles værdier: det enkelte menneskes værdighed, respekt for menneskerettighederne, frihed, demokrati og retsstatsprincippet. Og det er, hvad vi i sidste ende arbejder for at værne om. Det er vores bidrag til "aldrig igen".