- PENGEPOLITISK ERKLÆRING
PRESSEKONFERENCE
Christine Lagarde, formand for ECB,
Luis de Guindos, næstformand for ECB
Frankfurt am Main, 18. juli 2024
God eftermiddag. Næstformanden og jeg vil gerne byde jer velkommen til denne pressekonference.
Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. Nye data underbygger stort set vores tidligere vurdering af inflationsudsigterne på mellemlangt sigt. Mens visse mål for den underliggende inflation steg i maj på grund af engangsfaktorer, så var de fleste mål enten stabile eller svagt faldende i juni. I overensstemmelse med forventningerne blev inflationseffekten af den høje lønvækst opvejet af fortjenesterne. Pengepolitikken har gjort, at finansieringsforholdene stadig er restriktive. Samtidig er det indenlandske prispres fortsat stærkt, inflationen i servicesektoren er høj, og den samlede inflation vil sandsynligvis fortsat ligge over målet et godt stykke ind i 2025.
Vi er fast besluttet på at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. Vi vil holde de pengepolitiske renter tilstrækkeligt restriktive, så længe det er nødvendigt for at opnå dette mål. Vi vil fortsat benytte en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge restriktionens hensigtsmæssige niveau og varighed. Vores rentebeslutninger baseres især på en vurdering af inflationsudsigterne med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data, udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Vi forpligter os ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
De beslutninger, der blev truffet i dag, er beskrevet i en pressemeddelelse, som kan findes på vores websted.
Jeg vil nu nærmere beskrive vores syn på den økonomiske udvikling og inflationsudviklingen og derefter redegøre for vores vurdering af de finansielle og monetære forhold.
Den økonomiske aktivitet
Nye data tyder på, at euroområdets økonomi er vokset i 2. kvartal, men væksten har sandsynligvis været mere afdæmpet end i 1. kvartal. Tjenesteydelser fører fortsat an i genopretningen, mens industriproduktionen og vareeksporten har været svag. Investeringsindikatorerne peger på en afdæmpet vækst i 2024 i lyset af en øget usikkerhed. Fremadrettet forventer vi, at genopretningen vil blive understøttet af forbruget, der drives af styrkelsen af realindkomsterne som følge af lavere inflation og højere nominelle lønninger. Desuden bør eksporten stige, i takt med at den globale efterspørgsel vokser. Endelig forventer vi, at pengepolitikken med tiden vil have en mindre dæmpende virkning på efterspørgslen.
Arbejdsmarkedet er fortsat robust. Arbejdsløsheden var uændret med 6,4 pct. i maj og forbliver dermed på det laveste niveau siden euroens indførelse. Beskæftigelsen, som steg med 0,3 pct. i 1. kvartal, blev understøttet af en yderligere udvidelse af arbejdsstyrken, der voksede i samme takt. Der er sandsynligvis skabt flere arbejdspladser i 2. kvartal, navnlig i servicesektoren. Virksomhederne reducerer gradvis antallet af stillingsopslag, men fra et højt niveau.
De nationale finans- og strukturpolitikker bør sigte mod at gøre økonomien mere produktiv og konkurrencedygtig. Dette vil bidrage til at øge den potentielle vækst og reducere prispresset på mellemlangt sigt. En effektiv, hurtig og fuld gennemførelse af Next Generation EU-programmet i retning mod en kapitalmarkedsunion og færdiggørelsen af bankunionen samt en styrkelse af det indre marked er afgørende faktorer, som vil kunne bidrage til at fremme innovation og øge investeringerne i den grønne og den digitale omstilling. Vi tilslutter os Europa-Kommissionens nylige vejledende opfordring til EU-landene om at styrke finansiel bæredygtighed og Eurogruppens udtalelse om finanspolitikken for euroområdet i 2025. Hvis EU's justerede rammer for økonomisk styring gennemføres fuldt ud og hurtigst muligt, vil det bidrage til, at regeringerne kan opnå en vedvarende reduktion af budgetunderskud og gældskvoter.
Inflationen
Den årlige inflation aftog til 2,5 pct. i juni fra 2,6 pct. i maj. Fødevarepriserne steg med 2,4 pct. i juni – hvilket er 0,2 procentpoint mindre end i maj – mens energipriserne stort set var uændret. Inflationen i priserne på både varer og tjenesteydelser var i juni uændret på henholdsvis 0,7 pct. og 4,1 pct. Mens visse mål for den underliggende inflation steg i maj på grund af engangsfaktorer, så var de fleste mål enten stabile eller svagt faldende i juni.
Den indenlandske inflation er fortsat høj. Lønningerne stiger hurtigere og haler ind på den tidligere periode med høj inflation. Højere nominelle lønninger og en svag produktivitet har bidraget til vækst i enhedslønomkostningerne, selvom de aftog en smule i 1. kvartal 2024. Idet tilpasningen af lønningerne sker forskudt, og fordi engangsbetalinger spiller en vigtig rolle, vil arbejdsomkostningerne sandsynligvis forblive høje på kort sigt. Samtidig svarede nye data for lønsum pr. ansat til forventningerne, og de seneste konjunkturbarometre tyder på, at lønvæksten vil blive dæmpet i løbet af det næste år. Desuden aftog fortjenesterne i 1. kvartal, hvilket bidrog til at udligne inflationseffekten af højere enhedslønomkostninger, og undersøgelsesresultater tyder på, at fortjenesterne fortsat vil være afdæmpet på kort sigt.
Inflationen forventes at svinge omkring de nuværende niveauer året ud, delvis som resultat af energirelaterede basiseffekter. Derefter forventes den at falde mod vores mål i løbet af 2. halvår 2025 som resultat af en svagere vækst i arbejdsomkostningerne, effekterne af vores restriktive pengepolitik og den aftagende virkning af den tidligere inflationsstigning. Målene for langsigtede inflationsforventninger er stadig stort set stabile, idet de fleste ligger på ca. 2 pct.
Risikovurdering
Risiciene for den økonomiske vækst er primært nedadrettede. En svagere verdensøkonomi eller en yderligere eskalering af handelsspændingerne mellem de store økonomier ville påvirke væksten i euroområdet negativt. Ruslands uberettigede krig mod Ukraine og den tragiske konflikt i Mellemøsten er væsentlige kilder til geopolitisk risiko. Det kan betyde, at virksomhedernes og husholdningernes tillid til fremtiden mindskes, og at verdenshandlen forstyrres. Væksten kan også blive lavere, hvis pengepolitikken viser sig at have kraftigere virkninger end forventet. Væksten kan blive højere, hvis inflationen falder hurtigere end forventet, og voksende tillid samt stigende realindkomster fører til et højere forbrug end forventet, eller hvis væksten i verdensøkonomien er stærkere end forventet.
Inflationen kan blive højere end forventet, hvis lønningerne eller fortjenesterne stiger mere end forventet. Opadrettede risici for inflationen kan også tilskrives de øgede geopolitiske spændinger, som kan føre til højere energipriser og fragtomkostninger på kort sigt og forstyrre verdenshandlen. Desuden kan ekstreme vejrforhold og den aktuelle klimakrise mere generelt medføre højere fødevarepriser. Omvendt kan inflationen overraske i negativ retning, hvis pengepolitikken dæmper efterspørgslen mere end forventet, eller den økonomiske situation i resten af verden uventet forværres.
De finansielle og monetære forhold
Sænkningen af de pengepolitiske renter i juni er transmitteret gnidningsløst til pengemarkedsrenten, mens de finansielle forhold generelt har været noget volatile. Finansieringsomkostningerne er stadig restriktive, idet vores tidligere øgninger af de pengepolitiske renter fortsætter med at slå igennem i transmissionskæden. Gennemsnitsrenten på nye lån til virksomheder faldt en smule til 5,1 pct. i maj, mens realkreditrenterne forblev uændret på 3,8 pct.
Kreditstandarderne for lån er stadig stramme. Ifølge vores seneste undersøgelse af bankernes udlån blev standarderne for udlån til virksomheder strammet en smule i 2. kvartal, mens standarderne for realkreditlån blev slækket moderat. Virksomhedernes efterspørgsel på lån faldt en smule, mens husholdningernes efterspørgsel på realkredit steg for første gang siden begyndelsen af 2022.
Kreditudviklingen er generelt stadig svag. Bankernes udlån til virksomheder og husholdninger voksede i april med 0,3 pct. på årsbasis i maj, en marginal stigning i forhold til måneden før. Den årlige vækst i det brede pengemængdemål – målt ved M3 – steg til 1,6 pct. i maj fra 1,3 pct. i april.
Konklusion
Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. Vi er fast besluttet på at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. Vi vil holde de pengepolitiske renter tilstrækkeligt restriktive, så længe det er nødvendigt for at opnå dette mål. Vi vil fortsat benytte en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge restriktionens hensigtsmæssige niveau og varighed. Vores rentebeslutninger baseres især på en vurdering af inflationsudsigterne med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data, udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Vi forpligter os ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
Vi er under alle omstændigheder klar til at tilpasse alle vores instrumenter inden for vores mandat for at sikre, at inflationen bringes tilbage til vores mellemlangsigtede mål, og for at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken.
I er nu velkommen til at stille spørgsmål.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt