Ny udgave af "Gennemførelsen af pengepolitikken i euroområdet: Dokumentationsgrundlag for eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer"
Den Europæiske Centralbank (ECB) offentliggør i dag en revideret udgave af publikationen "Gennemførelsen af pengepolitikken i euroområdet: Dokumentationsgrundlag for eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer" (også kaldet "Dokumentationsgrundlaget"). Den nye udgave er bilag til retningslinje ECB/2006/12 om ændring af retningslinje ECB/2000/7 om eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer. Den ændrede retningslinje er blevet vedtaget af ECBs styrelsesråd og træder i kraft 1. januar 2007.
Ændringerne vedrører hovedsagelig indførelsen af ikke-omsættelige aktiver i eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse, og de er det sidste skridt i den gradvise indførelse af en fælles ramme for belånbare aktiver, der kan anvendes i forbindelse med alle eurosystemets kreditoperationer (også kaldet "den samlede liste"). Den fælles ramme erstatter det system med to lister, der har været gældende siden begyndelsen på Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) – se tidligere pressemeddelelser: "Gennemgang af eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse: Andet skridt hen imod en samlet liste" (5. august 2004) og "Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse: Optagelse af ikke-omsættelige aktiver på den samlede liste" (22. juli 2005).
Den fælles ramme for belånbare aktiver til sikkerhedsstillelse omfatter to forskellige aktivklasser – omsættelige og ikke-omsættelige aktiver. Eurosystemet har opstillet specifikke belånbarhedskriterier og specifikke rammer for kreditvurdering af ikke-omsættelige aktiver, som er ens over hele euroområdet, for at sikre at disse aktiver opfylder samme sikkerhedsstandarder som omsættelige aktiver. Endvidere er der udarbejdet en række specifikke operationelle procedurer, således at der opnås en sikker overførsel og mobilisering af ikke-omsættelige aktiver. For en særlig gruppe af de ikke-omsættelige aktiver – gældsfordringer (der også ofte benævnes banklån) – er der planlagt en overgangsperiode indtil 31. december 2011, hvor der stadig vil være forskel på et mindre antal belånbarhedskriterier og operationelle kriterier inden for euroområdet. I overgangsperioden kan de nationale centralbanker således fastsætte mindstebeløbet for de gældsfordringer, der kan bruges som sikkerhed. De kan også bestemme, hvorvidt der skal opkræves et ekspeditionsgebyr, hvis der anvendes gældsfordringer til sikkerhedsstillelse.
Eurosystemet indførte det oprindelige system med to lister for at sikre en problemfri overgang til euroen. Aktiverne blev opdelt på to lister for at tage højde for forskelle i de finansielle strukturer i medlemslandene ved begyndelsen af ØMU. Liste 1-papirer var omsættelige aktiver, der opfyldte belånbarhedskriterier, der gjaldt hele euroområdet, mens liste 2-papirer omfattede aktiver, der skønnedes at være af særlig betydning på nationalt plan, og for hvilke de nationale centralbanker opstillede specifikke belånbarhedskriterier. Liste 2-papirer, som ikke opfylder de belånbarhedskriterier, der gælder inden for den fælles ramme for belånbare aktiver, udfases inden 31. maj 2007.
Eurosystemet vil fortsætte med at overvåge, at dets rammer for sikkerhedsstillelse er hensigtsmæssige. Eurosystemet vil især rette sin opmærksomhed mod den nye ramme for ikke-omsættelige aktiver, og hvordan den fungerer.
Den engelske udgave af dokumentet findes i elektronisk form på ECBs websted fra kl. 15.00 ECB-tid (MET) i dag. Dokumentet offentliggøres på andre officielle fællesskabssprog på et senere tidspunkt. Den trykte udgave bliver tilgængelig 24. oktober 2006. Den er gratis og kan bestilles ved skriftlig henvendelse til ECBs Presse- og Informationsafdeling eller en af de nationale centralbanker i EU.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt