Ny 50-euroseddel sættes i omløb i dag
- En euroseddel med opgraderede sikkerhedselementer sættes i omløb i dag.
- Den nye seddel med et portræt af Europa og et smaragdgrønt tal er sværere at forfalske.
- En undersøgelse viser, at kontanter stadig er den foretrukne betalingsform i forretninger.
Den nye 50-euroseddel, der er den fjerde seddel i Europa-serien, sættes i omløb i dag, meddeler Den Europæiske Centralbank (ECB).
Sedlen er endnu et skridt i retning af at gøre eurosedlerne endnu sværere at forfalske, og sikkerhedselementerne omfatter et "portrætvindue" øverst i hologrammet, som bliver gennemsigtigt, når sedlen holdes op mod lyset. I vinduet afsløres et portræt af Europa, en figur i den græske mytologi. Portrættet kan ses på begge sider af sedlen. Samme portræt kan ses i vandmærket ved siden af det smaragdgrønne tal, der viser en lyseffekt, der bevæger sig op og ned, når sedlen vippes. Sedlen har også relieftryk, som er en hjælp for synshæmmede.
"Selvom vi befinder os i en digital tidsalder, er kontanter stadig en afgørende del af vores økonomi", udtaler ECB's formand, Mario Draghi. "En snarlig offentliggjort undersøgelse om brugen af kontanter, som er udført på vegne af ECB, viser, at over tre fjerdedele af alle betalinger i forretninger i euroområdet foretages i kontanter. Målt på værdien af de gennemførte transaktioner, er det lidt over halvdelen af betalingerne.
Alle undersøgelsens resultater vil blive offentliggjort i løbet af sommeren 2017.
50-eurosedlen er den mest anvendte euroseddel. Der er over 9 mia. af den i omløb, hvilket svarer til 46 pct. af alle eurosedler. 50-eurosedlen i den første euroseddelserie forbliver lovligt betalingsmiddel. Den vil fortsat være i omløb parallelt med de nye 50-eurosedler, men vil gradvis blive taget ud af omløb.
Nye 100- og 200-eurosedler vil blive udstedt i starten af 2019.
Henvendelser fra medierne kan rettes til Eszter Miltényi-Torstensson, tlf.: +49 69 1344 8034.
Note:
Undersøgelsen bygger på en dagbog, som 65.281 deltagere førte mellem oktober 2015 og juli 2016. Deltagerne blev bedt om at skrive alle de betalinger ned, som de foretog på salgssteder såsom supermarkeder, butikker med varige forbrugsgoder, barer, restauranter og gademarkeder. ECB's undersøgelse omfattede 17 lande. De nationale centralbanker i Tyskland og Holland gennemførte tilsvarende nationale undersøgelser.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt