SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Rejsegilde for ECB's nye hovedsæde

20. september 2012

Råhusarbejdet på Den Europæiske Centralbanks (ECB’s) nye hovedsæde på Grossmarkthalle-grunden, hvor Frankfurt am Mains torvehaller tidligere havde hjemme, er nu afsluttet, og det blev i dag fejret med et rejsegilde.

"Med rejsegildet er ECB kommet endnu et vigtigt skridt nærmere sit nye hjem", sagde Jörg Asmussen, medlem af ECB’s direktion og ansvarlig for byggeprojektet. Han tilføjede: "Jeg vil gerne på vegne af mine kolleger i Styrelsesrådet takke alle, der har været med til at skabe dette unikke bygningskompleks – lige fra planlægningsfasen til den nuværende byggefase – for deres store indsats i forbindelse med dette udfordrende projekt. ECB’s nye hovedsæde bliver en moderne funktionel bygning, som jeg håber, at folk både i og uden for Frankfurt vil se som en positiv tilføjelse til Frankfurts skyline og det europæiske landskab".

Efter Jörg Asmussens velkomsttale talte Frankfurts overborgmester, Peter Feldmann, samt Klaus Pöllath, direktionsmedlem i Ed. Züblin AG, det ansvarlige firma for råhusarbejdet. Medlemmer af ECB’s direktion, styrelsesråd og generelle råd satte de 27 EU-landes og Den Europæiske Unions flag fast på rejsegildekransen. Rejsegildet sluttede med, at rejsegildekransen blev hejst op, og som traditionen byder at byggepladsformanden på højhusbyggeriet udbragte en skål.

De dobbelte kontortårne kommer til at rumme de fleste af arbejdspladserne. Ud over højhuset omfatter bygningskomplekset Grossmarkthalle (der kommer til at rumme et besøgscenter, konference- og mødelokaler), indgangsbygningen og diverse andre bygninger.

Arbejdet på alle bygningskompleksets tre hoveddele skrider frem. For højhusets vedkommende skrider arbejdet planmæssigt frem, og stålarbejdet på teknikområderne og antennen på bygningens top afsluttes inden årets udgang. Facadeopsætningen, installationen af den tekniske infrastruktur og indretningen skrider også planmæssigt frem. Byggearbejdet på Grossmarkthalle og indgangsbygningen er imidlertid ca. seks måneder forsinket, fordi den nødvendige renovering af den oprindelige fredede bygning viste sig at være mere kompleks end forventet.

Indtil videre beløber ECB’s udgifter til byggeriet og andre omkostninger, herunder købet af grunden, sig til ca. 530 mio. euro. I 2005 skønnedes de samlede investeringsomkostninger at blive 850 mio. euro i faste 2005-priser. Det forventes, at prisstigningerne på byggematerialer og byggeaktiviteter mellem 2005 og projektets afslutning i 2014 vil medføre, at dette beløb forhøjes med 200 mio. euro. Hertil kommer en række uforudsete udfordringer, som det har været nødvendigt at tage op. De to største udfordringer, som det ikke var muligt at forudse i 2005, var det utilfredsstillende resultat af det oprindelige udbud vedrørende en hovedentreprenør, som betød, at ECB blev nødt til at ændre sin entreprenørmodel, og renoveringen af Grossmarkthalle, en stor fredet industribygning fra 1928. Grossmarkthalle dækkede over en række udfordringer, som ikke var blevet opdaget i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, der blev gennemført, inden bygningen blev erhvervet. Det viste sig således nødvendigt at understøtte fundamentet; tagbeklædningen var kontamineret og kunne ikke bortskaffes som planlagt, og dele af betonkonstruktionen var ikke tilstrækkeligt armeret. Disse faktorer vil sandsynligvis medføre ekstraomkostninger på ca. 100-150 mio. euro, eller en stigning på 10-14 pct. i de samlede investeringsomkostninger.

ECB’s flytning til det nye hovedsæde forventes stadig, som planlagt, at finde sted i 2014.

Nærmere oplysninger om ECB’s nye hovedsæde, herunder talerne ved rejsegildet, findes på ECB’s websted: http://www.ecb.europa.eu/newpremises

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt