Halvårlig orientering om forfalskning af euroen
I løbet af 2. halvår 2002 tog Eurosystemet* i alt 145.153 falske eurosedler ud af omløb. Til sammenligning blev 21.965 falske sedler taget ud af omløb i løbet af årets første seks måneder – et usædvanligt lavt tal, der skyldtes, at valutaen endnu var så ny, de forskellige oplysningskampagner om eurosedlerne og –mønterne, der blev gennemført i 2001 og de første måneder af 2002, og den store opmærksomhed, hvormed valutaen blev modtaget i offentligheden. Selv om det samlede antal registrerede falske eurosedler er steget i løbet af 2. halvår 2002, er det for året som helhed mindre end en fjerdedel af det samlede antal falske sedler i de nationale valutaer, som blev indberettet af de nationale centralbanker i euroområdet i 2001. Herudover har lande uden for euroområdet orienteret ECB om forekomsten af 414 falske eurosedler. Euroforfalskningernes samlede omfang er imidlertid meget lille i betragtning af, at der var ca. 8,2 mia. ægte eurosedler i omløb ved udgangen af 2002.
På grund af de falske eurosedlers generelt dårlige kvalitet og offentlighedens store interesse er falske eurosedler, der er blevet sat i omløb, hurtigt blevet opdaget. Der har således kun været ca. 20 falske sedler pr. 1 mio. ægte sedler i omløb.
I 2. halvår 2002 var fordelingen af de falske sedler efter pålydende værdi følgende:
5 € | 10 € | 20 € | 50 € | 100 € | 200 € | 500 € | I alt | |
Antal | 730 | 1.898 | 11.522 | 121.826 | 8.046 | 1.007 | 124 | 145.153 |
Procentdel | 0,5 | 1,3 | 7,9 | 83,9 | 5,6 | 0,7 | 0,1 | 100 |
Antallet af falske euromønter er også meget lavt. Statistisk indberetning på møntområdet hører under Europa-Kommissionen.
ECB opfordrer fortsat offentligheden til at være årvågen, således at falske sedler kan afsløres. "Se på, føl på og vip sedlen" er den metode til at kontrollere sedlernes ægthed, der er beskrevet i Eurosystemets informationsmateriale, og den har vist sig effektiv til afsløring af falske eurosedler. ECB ønsker at understrege, at det er i alle borgeres interesse fortsat at beskytte euroen mod forfalskning ved konsekvent at kontrollere eurosedlerne.
* Betegnelsen "Eurosystemet" refererer til Den Europæiske Centralbank og de 12 nationale centralbanker i eurolandene.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt