SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

Offentliggørelse af ECB's konvergensrapport 2012

30. maj 2012

Den Europæiske Centralbank (ECB) offentliggør i dag sin konvergensrapport 2012. I rapporten vurderes de fremskridt, som er gjort af otte EU-lande med opfyldelsen af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

Rapporten omhandler Bulgarien, Tjekkiet, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige. Det undersøges, hvorvidt der i disse lande er opnået en høj grad af vedvarende konvergens (økonomisk konvergens), og vurderes, om landene overholder de lovkrav, som de nationale centralbanker skal opfylde for at blive en integreret del af Eurosystemet (juridisk konvergens). I rapportens vurdering af konvergensens vedvarende karakter tages også behørigt højde for både EU’s nye, udvidede ramme for økonomisk styring og kvaliteten af de institutionelle forhold i hvert enkelt land, bl.a. på statistikområdet.

Følgende fremgår af konvergensrapporten 2012.

Prisstabilitet

For 12-måneders referenceperioden fra april 2011 til marts 2012 er referenceværdien for kriteriet vedrørende prisstabilitet beregnet til 3,1 pct. Tallet er fremkommet ved at lægge 1,5 procentpoint til det ikke-vægtede aritmetiske gennemsnit af HICP-inflationen i Sverige (1,3 pct.), Irland (1,4 pct.) og Slovenien (2,1 pct.) i de pågældende 12 måneder. I referenceperioden lå den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt under referenceværdien i tre af de lande, som behandles i denne rapport (Bulgarien, Tjekkiet og Sverige). I de øvrige fem lande var inflationen et godt stykke over referenceværdien på trods af forholdsvis svage økonomiske forhold i de fleste af landene.

Offentlig budgetstilling

Med undtagelse af Sverige var alle de lande, som undersøges i denne rapport, underlagt en rådsafgørelse om uforholdsmæssigt store underskud på tidspunktet for rapportens udarbejdelse. I 2011 var budgetstillingen i Bulgarien, Sverige og – som følge af engangsforanstaltninger – Ungarn i overensstemmelse med referenceværdien. De øvrige lande havde et underskud på over 3 pct. af BNP, selv om det var faldet i forhold til de foregående år. På grundlag af de politikker, som er kendt på nuværende tidspunkt, forventer EU-Kommissionen i sin prognose for 2012, at Litauen er det eneste land, hvor budgetunderskuddet forbliver over referenceværdien på 3 pct. af BNP (3,2 pct.).

Bortset fra Ungarn havde alle de betragtede lande i 2011 en offentlig gæld, der lå under referenceværdien på 60 pct. af BNP. EU-Kommissionen forventer, at dette billede forbliver uændret i 2012.

Valutakurs

Af de lande, der undersøges i denne konvergensrapport, deltager Letland og Litauen for tiden i valutakursmekanismen ERM2. Begge landes valutaer har deltaget i ERM2 i mere end to år forud for konvergensundersøgelsen, og ingen af centralkurserne er blevet devalueret i den betragtede periode.

Den lange rente

For 12-måneders referenceperioden fra april 2011 til marts 2012 blev referenceværdien for kriteriet vedrørende den lange rente beregnet til 5,8 pct. Den blev beregnet ved at lægge 2 procentpoint til gennemsnittet af den lange rente på statsobligationer i disse 12 måneder i to af de tre lande med de bedste resultater, hvad angår prisstabilitet, nemlig Sverige (2,2 pct.) og Slovenien (5,4 pct.). Det tredje af disse lande, Irland, blev ikke medtaget i beregningen af denne referenceværdi, da den lange rente på irske statsobligationer på nuværende tidspunkt ikke er et passende benchmark for vurderingen af fremskridt mod økonomisk konvergens på grund af de høje landespecifikke risikopræmier på de finansielle markeder.

I referenceperioden lå den gennemsnitlige lange rente under referenceværdien på 5,8 pct. for konvergenskriteriet vedrørende den lange rente i seks af de otte lande, som undersøges (Bulgarien, Tjekkiet, Letland, Litauen, Polen og Sverige). Kun i Ungarn og Rumænien var renten på statsobligationer over dette benchmark.

Juridisk konvergens

I ingen af de otte undersøgte lande opfylder de retlige rammer fuldt ud alle de krav, som skal opfyldes inden indførelse af euroen, og som fremgår af traktaterne og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og ECB. I alle de betragtede lande er der fortsat uforeneligheder vedrørende centralbankernes uafhængighed. Dette vedrører navnlig centralbankernes institutionelle, personlige og finansielle uafhængighed. I alle de betragtede lande, bortset fra Litauen, er der desuden uforeneligheder med hensyn til forbuddet mod monetær finansiering samt de respektive centralbankers juridiske integration i Eurosystemet.

ECB opfylder med udarbejdelsen af denne rapport kravet i traktatens artikel 140 om at aflægge beretning til Rådet for Den Europæiske Union (EU-Rådet) mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af et EU-land med dispensation "om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union".

I øjeblikket deltager 10 EU-lande endnu ikke fuldt ud i ØMU'en. To af disse lande, Danmark og Storbritannien, har en særlig status i overensstemmelse med betingelserne i de relevante protokoller, der er knyttet som bilag til traktaten. Som følge heraf skal der kun udarbejdes en konvergensrapport for disse to lande, hvis de anmoder herom.

ECB's konvergensrapport 2012 er tilgængelig på ECB's websted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt