Cypern og Malta indtræder i euroområdet
Euroen er i dag blevet indført i Cypern og Malta. Antallet af EU-lande, der anvender den fælles europæiske valuta, er nu steget til 15. Den Europæiske Centralbank (ECB) hilser denne seneste udvidelse af euroområdet velkommen.
Som følge af Cyperns og Maltas indførelse af euroen er Central Bank of Cyprus og Bank Ċentrali ta’ Malta/Central Bank of Malta nu fuldgyldige medlemmer af Eurosystemet med samme rettigheder og forpligtelser som de 13 nationale centralbanker i de øvrige EU-lande, som har indført euroen. I overensstemmelse med artikel 49 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank har Central Bank of Cyprus og Bank Ċentrali ta’ Malta/Central Bank of Malta indbetalt resten af deres kapitalindskud i ECB. De to centralbankers bidrag til ECBs valutareserver er også blevet overført til ECB.
Der blev allerede taget højde for integreringen af de cypriotiske og maltesiske monetære finansielle institutioner i euroområdets banksektor pr. 1. januar 2008 ved offentliggørelsen af likviditetsbehovet i euroområdet og ved benchmarktildelingen 27. og 28. december 2007. Den 3. januar 2008 kan Eurosystemets modparter i Cypern og Malta deltage i Eurosystemets primære markedsoperationer for første gang.
Listen over monetære finansielle institutioner med hjemsted i Cypern og Malta, som skal opfylde reservekravene, er offentliggjort på ECBs websted ligesom de tilsvarende lister for de øvrige EU-lande, der har indført euroen. Listerne over aktiver i Cypern og Malta, der kan stilles som sikkerhed i forbindelse med Eurosystemets kreditoperationer, findes også på ECBs websted. http://www.ecb.europa.eu
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- [email protected]
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt